Referat fra ordinær generalforsamling onsdag den 26. februar 2014 klokken 1900
Formanden, Trine, bød velkommen til 18 fremmødte medlemmer.
1. Valg af dirigent
John Bo blev valgt
2. Beretninger
a. Bestyrelsens beretning og planer for næste sæson
Formanden aflagde beretning (se bilag). Tilføjede enkelte kommentarer, Vi har igennem Danmarks Idrætsforbund følgende forsikringer: Ansvarsforsikring, Lovpligtig og Frivillig Arbejdsskadeforsikring, Psykologisk krisehjælp, Idrætsrejseforsikring, En retshjælpsforsikring.
Beretningen blev godkendt uden bemærkninger.
b. Forslag til aktivitetskalender
Aktiviteter for uddannelsesforløb tilrettes, når vi ved, hvor mange nye, der kommer i år. Datoen for svømmehal er ændret til onsdag den 9. april.
Der blev spurgt om nuværende medlemmer kan deltage den pågældende aften, men instruktørerne foretrækker at det alene er for nye.
Det blev drøftet, om indøvelse af entring og makkerhjælp eventuelt kunne indgå som en del af turen til Kvie Sø, hor der både er muligheder på lavt vand og på dybt vand. Samtidig blev drøftet, om det skulle være obligatorisk at aflægge prøve og svømmeprøve hvert år.
Der var enighed om at det bør være frivilligt.
Det blev besluttet, at svømmehallen bestilles til en aften for alle medlemmer.
3. Regnskab for kalenderåret 2013
Godkendt.
4. Budget for kalenderåret 2014
Der blev spurgt til beløbet, der er afsat til klubtrøjer. Spørgsmål om at undlade trøjer har tidligere været drøftet (2013), men uden nogen beslutning, så ordningen fortsætter.
Godkendt.
5. Fastsættelse af kontingent, bådleje og pladsleje
Bestyrelsen foreslår uændrede.
Af hensyn til likviditeten foreslog bestyrelsen, at der sendes en opfordring om at indbetale kontingent inden 1. april, da den sidste regning vedrørende byggeriet (tilslutning til forsyningen) forfalder denne dag. Der er indsendt regnskab til ministeriet vedrørende LAG-refusion til byggeriet, men der kan hengå nogle måneder, inden beløbet udbetales.
Det blev besluttet at opfordre medlemmerne til at indbetale kontingentet senest 15. marts.
Samtidig blev det besluttet at 1 uge efter 1. april udsendes rykker til de, der mangler at indbetale. Såfremt der ingen indbetaling sker, udsendes der 2 uger senere besked om at pågældende betragtes som udmeldt og en eventuel nøgle skal afleveres.
Kontingent og lejesatser godkendt.
Det bør overvejes, om ”kontingentåret” bør ændres når vedtægterne skal revideres.
6. Forslag, der er modtaget af bestyrelsen senest 1 uge før generalforsamlingen
a. Drøftelse af klubbens anvendelse af kajaktyper samt uddannelse af roere
i. Fortsætte uændret: Benytte og uddanne til tur- og kapkajakker
ii. Benytte og uddanne til tur-, kap- og havkajakker
iii. Benytte og uddanne til tur-, kap, hav- og polokajakker
Flere medlemmer oplyste, at der er givet udtryk for ønske om at ro i havkajak fra en del ”ude i byen”. Bestyrelsen gjorde opmærksom på, at med de nyværende ressourcer (kun tre bestyrelsesmedlemmer) er det umuligt at påtage sig yderligere opgaver. Derfor er det nødvendigt at en eller flere indtræder i bestyrelsen, hvis der skal tages yderligere opgaver op.
John Bo indvilgede i at indtræde i bestyrelsen og der blev sammensat en arbejdsgruppe bestående af ham, John Bloch og Anna Marie, der fik til opgave at undersøge interessen og vis den viser sig at være til stede, at udarbejde nødvendige retningslinjer, jævnfør bilag 4 pkt. 6 a ii.
Generalforsamlingen bemyndigede bestyrelsen til at godkende indstillinger fra arbejdsgruppen.
- a. Forslag vedrørende salg af overskydende kajakker (trækajakker og eventuelt havkajakker):
i. Bestyrelsen foreslår at overskydende kajakker tilbydes til medlemmer til en pris som fremkommer ved at sammenligne lignede brugte kajakker på internettet
ii. Er der stadig overskydende kajakker tilbydes disse til ikke-medlemmer, eventuelt ved annoncering
Der var enighed om at det kun er nogle af trækajakkerne, der benyttes. Ved undersøgelse af priser forskellige steder på Internettet, var der enighed om prisniveauet. Der har været forespurgt hos Kajak-Centrum i Grejs, om kajakkerne kunne indgå som betaling for andre kajakker, men der var ingen interesse. Det blev oplyst, at det var vanskeligt at sælge trækajakker.
Det er hensigten at beholde nogle trækajakker i klubben.
Det blev besluttet at tilbyde medlemmerne at købe en kajak for kroner 7.000. Tilbuddet gælder indtil Standerhejsningen. Derefter sættes overskydende kajakker til salg udenfor klubben. Bestyrelsen kunne oplyse, at klubben i Gilleleje havde mistet en del kajakker under stormen i efteråret, og der var tilslutning til at kontakte Gilleleje med henblik på at sælge til dem – gerne med rabat, hvis de ønsker at købe flere.
7. Ro- og Sikkerhedsbestemmelser
Udkastet blev grundigt gennemgået og nødvendige rettelser og tilføjelser blev indført.
Bestyrelsen udsender snarest gældende bestemmelser.
8. Valg af bestyrelse:
a. Bestyrelsesmedlem Svend Hansen (modtager genvalg)
Valgt uden afstemning.
b. Valg af yderligere 1 - 2 bestyrelsesmedlemmer
John Bo valgt uden afstemning.
c. Ungdomsrepræsentant (1-årig valgperiode)
Ingen stillede op.
9. Valg af suppleant:
a. Nyvalg
Fortsat ubesat, så længe bestyrelsen mangler medlemmer.
10. Valg af revisor:
a. Bente Jacobsen (modtager genvalg)
Valgt uden afstemning.
11. Eventuelt
Det blev aftalt, at de trøjer, der blev indkøbt i forbindelse med Karlsgårdedagen, kunne købes for 50 kroner stykket.
Tina undersøger mulighed og priser for en klubdragt i passende udformning.
Generalforsamlingen afsluttet klokken 21.55, hvorefter der var kaffe og kage.
Referent
Svend Hansen